Katastrofe eller bæredygtig vækst?

Cradle to Cradle konceptet transcenderer den måde, vi tænker grønt på.

Forestil dig, at du kan forbruge med god samvittighed, og at hver gang du køber noget, er det godt for miljøet. Forestil dig en industri, der tjener penge på at designe produkter, hvis materialesubstans indgår i sunde globale materialestrømme til gavn for stabile resurseleverancer og bedre energiregnskaber. 

Og hvad nu hvis en bygning var i live? Hvad nu hvis vores hjem og arbejdssteder var ligesom træer – levende organismer, der samarbejder med deres omgivelser? Forestil dig en bygning, der er integreret i området, som høster solens energi, forbruger CO2 og producerer ilt. Forestil dig lokale vådområder og botaniske haver, der opsamler næringsstoffer fra det cirkulerende vand. Frisk luft, blomstrende planter og dagslys alle steder. Tage med græstørv til at absorbere regnvandet. Og tage med fuglereder, der lever i bygningens grønklædte organisme. Et supportsystem for liv i balance med energi, den menneskelige sjæl og andre levende organismer.

Cradle to Cradle konceptet gør det utænkelige muligt.

Værdisystemer i udvikling

Vi kalder det et paradigmeskift. I stedet for at lappe, minimere, reducere og regulere på et forældet produktionssystem, nemlig Vugge til Grav produktionssystemet, der er udviklet i en tankegang om at verden er uendelig, og at vi har uendeligt mange resurser, repræsenterer Cradle to Cradle konceptet
et nyt værdisystem der tager konsekvensen af vores viden om at jorden er et stort system, som vi alle deler og hviler i. Så klimaforandring, resurse knaphed, miljøforurening og finanskrise er ikke opstået, fordi menneskene er onde og griske af natur. De er opstået som et resultat af forældede værdisystemer udviklet i vores respektive kulturer. Værdisystemer, der hele tiden er under forandring. Den værdi, vi tillægger liv, og hvordan det skal udfolde sig, har forandret sig igennem historien. Der var engang for ikke så længe siden, da det var i orden at slå sine børn, fordi man mente, at man på den måde skabte ”en fast karakter”. I dag er det ikke den slags mennesker, vi ønsker at opfostre i vores del af verden, men derimod mennesker, der kan rumme empati og samhørighedskraft. 

Vores indstilling til og værdisætning af planetens bærende økosystemer er også ved at forandre sig i stor målestok. Fra at se økosystemerne som noget udenfor os selv – som vi engang i mellem bevæger os ud i og påvirker, begynder vi nu at se os selv som en integreret del af dem – at det, vi gør mod planeten, gør vi mod os selv! I første omgang har denne erkendelse affødt en grøn bevægelse, med fokus på at prøve at reducere og minimere vores tilstedeværelse her på planeten, for på den måde at gøre plads til flere. Men flere og flere begynder at få øjnene op for, at det ikke er løsningen.  Vi kan ikke realistisk set slukke så mange lys, nedsætte vores forbrug og regulere CO2’en i en sådan grad, at 10 milliarder mennesker kan få en bare nogenlunde materiel velstand i fremtiden. Og jeg er personligt betænkelig ved det magt hierarki, der skal etableres for at afgøre, hvem og hvad der skal slukkes for næste gang.

En ny designstrategi

Vi bliver nødt til at erkende hurtigst muligt, at de udfordringer, vi står overfor, ikke kan løses ved at skære ned. Det er ikke forbruget og den menneskelige tilstedeværelse, der er problemet, men derimod den måde det er designet på. Det, der er brug for, er globale bestemmende designprincipper, der anerkender lovene for bæredygtig vækst på denne planet. Et nyt holistisk værdisystem er allerede undervejs:     

Det starter med at anerkende, at der ikke findes affald. Der findes kun materiale i omløb - i evig bevægelse. Lad os putte fornuft og indtjening ind i den bevægelse og afskaffe begrebet affald.     

Dernæst må vi hurtigst muligt erkende, at solens energi, med dens afledte manifestationer som vind og vand, er vores bærende kraft. Solen er den eneste form for atomenergi, der er sikker.

I hvert fald de næste millioner år.

Og sidst, men ikke mindst, en erkendelse af, at vi trives i mangfoldighed. Jo større mangfoldighed, jo stærkere er økosystemet. Vi ønsker udbredt mangfoldighed i vores sociale, økonomiske såvel som biologiske systemer. Naturen udfolder sig i mange forskellige designmodeller. Rundt omkring i verden yder fotosyntesen og næringsstofkredsløbene, tilpasset lokale forhold, den mest utrolige mangfoldighed.

Når disse enkle designprincipper, som er grundlaget for Cradle to Cradle filosofien, praktiseres, begynder vi at opleve en forbundethed og glæde over at være en integreret del af en større organisme, som tilskynder til kreativitet.  Vi kan nu lade kreativiteten råde og med god samvittighed skabe nye måder at opleve livet på i en evig strøm af fordybelse og kvalitet. På denne måde er vi selvregulerende og der er ikke længere behov for at blive reguleret.  Se mere her: www.vuggetilvugge.dk

I går drøftede Miljømærkenævnet så Vugge til Vugge. Flere medlemmer af nævnet havde allerede forholdt sig til konceptet - herunder Danmarks Naturfredningsforening, som jeg repræsenterer.

Vugge til Vugge er en interessant vision for et fremtidssamfund, hvor alle materialer cirkulerer i lukkede kredsløb uden tab eller nedgradering. Den eneste energikilde er solen, og konceptet spejler på den måde naturens unikke kredsløb. I sådan en utopisk situation er der teoretisk set ingen problemer med et højt forbrug. Naturens kredsløb er karakteriseret ved en overdådighed, som vi som menneskehed kun kan kigge måbende på fra sidelinjen. Sagen er nemlig, at når vi forsøger at efterligne dette kredsløb, hvor intet går til spilde, så går det galt. Vi ender altid med store mængder affald, som vi så håndterer på yderst klodsede måder; vi bruger enorme mængder af energi, som kommer fra afbrænding af olie, kul og gas, som vi har gravet og pumpet op fra millioner år gamle lagre.

Vi er som menneskehed meget langt fra at kunne etablere og drive noget der blot nærmer sig naturens kredsløb, og derfor er det også overraskende at Vugge til Vugge forsøger at være meget mere end en vision. Man kan sågar blive certificeret som virksomhed, der arbejder efter Vugge til Vugge-konceptet, en certificering, der dog forekommer langt vagere i sine krav end miljømærkerne Svanen og Blomstens krav, gældende regler for affaldshåndtering i Danmark osv. Konceptet mangler simpelthen at blive konverteret til danske forhold før det giver nogen mening for virksomheder at bruge det som løftestang for en ambitiøs miljøindsats.

Hvad der dog især i mine øjne er interessant ved visionen er producentansvar som følge af virksomhedernes ansvar for produktet og dets komponenter i hele livscyklus fra vugge til vugge. Tanken om en fremtidig verden, hvor forbrugerne ikke ejer produkter men udelukkende betaler for ydelser, som virksomheder stiller til rådighed og tager det fulde ansvar for, er forjættende. Heri ligger en liberalisme som selv ikke liberalister tør ønske sig: Hvis jeg som virksomhed har det fulde ansvar for mit produkt, så er der virkelig stærke incitamenter til at designe uden skadelige stoffer, for adskilbarhed og reparérbarhed, for opgraderingsmuligheder osv. Desværre viser de foreløbige erfaringer med fx WEEE-direktivet, at denne tilgang, bygget ind i eksisterende europæiske (affalds)strukturer, er meget svær at håndtere.

Alt i alt er der nok mange år til vi kan forvente den vision, Vugge-til-Vugge præsenterer realiseret nogen steder, men vi har jo alle lov til at drømme og give den et lille nøk i den rigtige retning, når vi udvikler dansk og europæisk lovgivning. Fortsat god kamp derude.

For mig at se er problemet med WEEE-direktivet, Reach kemikalie-reguleringen og andre nuværende former for miljø-reguleringer, at man forestiller sig, at de er med til at løse miljø og resurseproblemet. Tilfældet er jo, at de mest af alt gør et forældet produktionsystem (Vugge til Grav) stuerent i vores del af verden. Samtidig på-fører de industrien ekstraudgifter, der er medvirkende til at de flytter den problematiske produktion til andre dele af verden, hvor råstofudvinding og produktion oftest foregår med ødelagte økosystemer til følge. Et af de centrale problemfelter er, at mens de eksisterende reguleringer søger at gøre producenterne ansvarlige for deres egne produkter hele vejen igennem systemet, lader de dem sejle deres egen sø når det gælder at etablere et forretningsgrundlag, der muligggør det. Det eneste de drister sig til er kontrol! Hvad vi har brug for er nogle klare visioner og mål for en realistisk fremtid, hvor global bæredygtig vækst er muligt og som hænger sammen både økonomisk,socialt og miljømæssigt. Hvis ikke reguleringer fungerer i konteksten af en realistisk og fremsynet vision, så kan vi kontrollere hinanden til døde, idet selve grundlaget for kontrollen, hviler på ensidige interesser og virkelighedsfornægtelse. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med miljømæssige standarder, tværtimod er der mange områder, hvor C2C udpeger NO-GO ingredienser, som andre miljøstandarder tillader i små doser. Men for os handler det om at skabe partnerskaber med fremsynede virksomheder, der selv ønsker at gøre god kvalitet til deres varemærke. Der er et stærkt forretningspotentiale i at designe sin produktion ved hjælp af ordentlige og sunde materialer, der er tænkt ind i en kontinuerlig produktcyklus. Et forretningspotentiale der rækker videre end vugge til grav og forbrændingsanlægget, nemlig ind til selve kernen af virksomhedens råvareforsyningssikkerhed i fremtiden. Fremsynede virksomheder er allerede begyndt at tage denne udfordring alvorligt i kraft af stigende resurseknaphed - en udfordring der kun vil bliver større som vi bevæger os op mod de 10 milliader mennesker på planeten i løbet af de næste 40-50 år. Om der går rigtig mange år før C2C visionen er realiseret, det vil vise sig. Den bliver sansynligvis aldrig færdigrealiseret, for der dukker hele tiden nye udfordringer op. Men lige nu giver det god mening at gøre Cradle to Cradle tankegangen til kontekst for regulering. Ellers trækker vi bare pinen ud.