|
Økonomi Miljøpolitik
EU 2020 - vejen til grøn omstilling af EU?
![]() Herman van Rompuy, EU’s første præsident. Kan han trække EU ud af den økonomiske krise og ind på en bæredygtig kurs? På torsdag mødes EU’s 27 stats- og regeringschefer til et
ekstraordinært topmøde, hvor de udover EU’s opfølgning på klimatopmødet
også skal drøfte ”EU 2020” – et økonomisk reformprogram, der skal
trække EU ud af den økonomiske krise og ind på en bæredygtig kurs.
EU-Kommissionen fremlagde et høringsudkast til EU 2020-strategien i november sidste år og har siden modtaget over 1.500 høringssvar. Heriblandt et fyldigt høringssvar fra de europæiske miljøorganisationers sammenslutning, European Environmental Bureau (EEB). I sit resumé af høringssvarene, skriver Kommissionen, at miljøorganisationerne ”i store træk” støtter høringsudkastet. Men det er ikke tilfældet. Derfor har EEB skrevet et brev til EU-præsident Herman van Rompuy og de 27 stats- og regeringschefer, hvor organisationen giver sit bud på, hvad der skal til for, at EU kommer ud af den økonomiske krise på en bæredygtig måde. EEB bifalder Kommissionens erkendelse af behovet for ”en mere fornuftig omgang med energi, naturressourcer og råmaterialer”, men er lodret uenig i, at det udelukkende skal ske af hensyn til erhvervslivets konkurrenceevne. Ifølge EEB bør strategiens hovedmålsætning ikke være ”bæredygtig vækst”, men i stedet ”en miljømæssigt og socialt velstående økonomi, der bidrager til alles livskvalitet samtidig med, at EU’s økologiske fodaftryk reduceres væsentligt”. EEB efterlyser også klare mål, handlinger og tidsfrister i strategien, og peger i sit høringssvar på en lang liste af mål og tiltag, der enten mangler eller ikke er beskrevet klart nok i Kommissionens udkast. Her et udpluk: * EU's økologiske fodaftryk bør reduceres med 50 % i løbet af de næste 20 år. * Bruttonationalproduktet (BNP) bør erstattes med andre indikatorer for fremskridt. * Mindst 10 % af beskatningen bør være på ressourceforbrug og forurening i stedet for arbejdskraft. * Udledningen af drivhusgasser bør reduceres med 40 % i forhold til 1990. * Stop for miljøskadelige subsidier og skattefradrag. * 100 % offentlige grønne indkøb i 2012. * Energirenovering af mindst 40 % af de eksisterende bygninger i EU inden 2020. * Omfattende reformer af transportsektoren. * Reform af EU’s struktur og samhørighedsfonde, så de understøtter bæredygtig infrastruktur, affaldshåndtering mv. * Eksplicit omtale af målet om at få vendt tilbagegangen i EU’s biodiversitet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlægger regeringens holdning til EU 2020-strategien for Folketingets Europaudvalg i morgen, og efter planen skal strategien vedtages endeligt på et EU-topmøde den 25.-26. marts. Inden da skal Europa-Parlamentet også nå at udtale sig om strategien.
I dag får vi et vigtigt fingerpeg om, hvorvidt EU 2020-strategien vil bidrage til en grøn omstilling af EU's økonomiske politik - eller et grønt indre marked som statsminister Lars Løkke Rasmussen ynder at kalde det. Her en status: På EU-topmødet den 11. februar var der fokus på strategiens styringsmekanismer. Stats- og regeringscheferne bakkede op om et notat fra EU-præsident Herman Van Rompuy med Syv skridt, der skal realisere den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse, og de bad EU-Kommissionen om at fremlægge et nyt forslag på EU-topmødet den 25.-26. marts. I sidste uge blev der lækket et udkast fra EU-Kommissionen, som ifølge European Environmental Bureau (EEB) negligerer behovet for grøn vækst. I et brev til kommissionsformand Barroso, klimakommissær Connie Hedegaard og miljøkommissær Janez Potocnik, peger EEB på følgende mangler: * Målet om 30 % reduktion i udslippet af drivhusgasser i forhold til 1990-niveauet bør nævnes i strategien * Ressourceeffektivitet nævnes som en overskrift, men der mangler konkrete forslag til, hvordan EU bliver mere ressourceeffektivt * Bygningers energieffektivitet bør være med som et indsatsområde i forslagene om økonomiske støtteprogrammer * Vigtigheden af at standse faldet i naturens mangfoldighed bør nævnes i strategien. EU-Kommissionen præsenterer sit endelige forslag på et pressemøde senere i dag.
Der skal strammes gevaldigt op på EU 2020-strategien i de kommende måneders politiske forhandlinger, hvis den skal bidrage til at trække EU ud af den økonomiske krise og ind på en bæredygtig kurs. EU-Kommissionens forslag til EU 2020-strategien, som blev offentliggjort den 3. marts, vil i hvert fald ikke sikre en grøn omstilling af det økonomiske samarbejde. Dertil er strategiens overordnede mål om at opfylde 20/20/20-målene* alt for uambitiøst, og det grønne flagskibsinitiativ om et "et ressourceffektivt Europa" er for ukonkret. Men løbet er tilsyneladende ikke helt kørt endnu. Klimakommissær Connie Hedegaard siger til Politiken, at Kommissionen fremlægge mere præcise tiltag for hvert hovedområde i løbet af de næste uger. Læs mere: Komissionens forslag til EU 2020-strategien Kommentar fra WWF European Policy Office * 20 % reduktion af drivhusgasser, 20 % vedvarende energi og 20 % forbedring af energieffektiviteten.
Nu lyder
der forstærkede krav til EU’s stats- og regeringschefer om at gå fra
de 20 % til mindst 30 % CO2-reduktion i 2020, når de skal drøfte EU 2020-strategien på EU-topmødet den 25.-26. marts.
Dan Jørgensen (S) er også ude med riven i Nyt Europas nyhedsbrev. Log ind for at svare! |
Miljørådgivning (3)
ECOPROFILE har 148 profiler. Med en personlig profil på Ecoprofile Danmark får du mulighed for at skrive egne indlæg og kommentere på andres, og du øger du din synlighed overfor andre grønne profiler. Du kan også oprette en profil for din virksomhed eller organisation med links, nyhedsfeeds, begivenheder mv.
|