Vejen til en grøn økonomi går gennem et fokus på bæredygtigt forbrug og produktion

Hvis vi skal realisere tanken om en grøn økonomi bør vi i mindre grad tage udgangspunkt i traditionelle og sektorielt opdelte miljøområder som vand, luftforurening, ressourcer, klima og biodiversitet, og i stedet fokusere på den egentlige kerne i ovenstående problemstillinger nemlig vores forbrugs- og produktionsmønstre og en grøn omlægning af disse.

I dag er vi godt i gang med at spise og forbruge fremtidens muligheder væk. Vores forbrug af fødevarer i et vestligt land som Danmark resulterer i en årlig udledning af over 2 tons CO2 pr person. Dette er mere end vi kan udlede i år 2050 fra vores totale forbrug (inklusiv transport, opvarmning af boliger, elektricitet, osv.), hvis vi skal nå den politisk fastsatte målsætning om at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning til 2 grader.

Hvis jorden i 2050 skal kunne supportere 9 mia. mennesker, der ligesom os vil leve et trygt og komfortabelt liv med alt, hvad det indebærer af mad, sundhed, uddannelse, mobilitet mm. er det ikke tilstrækkeligt med et teknologisk fiks af dimensioner, der gør produkter og fremstillingen af disse langt mere bæredygtig end i dag. Det kræver også en delvis omlægning af vores forbrug i retning af et mere immaterielt forbrug.

Men hvad betyder det så, når der tales om en omstilling af vores forbrugs- og produktionsmønstre? Kort fortalt betyder det i al sin enkelthed at få producenterne (virksomhederne) til at fremstille produkter, der er (mere) bæredygtige over deres levetid samt at få forbrugerne (alle os borgere) til at vælge bæredygtige produkter og ydelser, herunder at reducere forbruget af materielle goder.

Dette er dog på ingen måde en ny tankegang. Tilbage i Rio i ’92 definerede verdens regeringer vores forbrugs- og produktionsmønstre som en hovedårsag til klodens miljøproblemer. Det betød omvendt også, at en væsentlig del af løsningen på vores miljøproblemer skal findes gennem en omstilling af selvsamme forbrugs- og produktionsmønstre. Det var derfor naturligt, at begrebet bæredygtigt forbrug og produktion (Sustainable Consumption and Production – eller bare SCP) blev et vigtigt element i det endelige slutdokument ti år senere i Johannesburg. I dag udgør SCP et nøgleelement i bæredygtighedsstrategier i et flertal af EU landene. En håndfuld lande har derudover udarbejdet specifikke SCP strategier eller handlingsplaner og den Europæiske Kommission offentliggjorde i sommeren 2008 en SCP handlingsplan. Alt sammen politiske initiativer, der indeholder mange positive elementer.

Problemet er blot at størstedelen af disse politiker fokuserer ensidigt eller hovedsageligt på renere produktion og produkter og ikke for alvor forsøger at tackle den mere kontroversielle del, nemlig forbrugssiden. I det omfang bæredygtigt forbrug berøres er det oftest ved brug af ”bløde” instrumenter, såsom kampagner, miljømærkning, guidelines osv., der skal gøre borgere og virksomheder i stand til at handle bæredygtigt. Det umiddelbare problem hermed er, at forskning viser, at informationsbaserede virkemidler har en begrænset effekt, hvis de benyttes alene og ikke komplimenteres med ”hårdere” virkemidler, såsom skatter og afgifter eller lovgivning. Et mere fundamentalt problem med ovenstående tilgang er dog, at man ”outsourcer” ansvaret for en grøn omstilling af økonomien til borgere og virksomheder.

Selvom man kan tale om en rollefordeling mellem myndigheder, borgere og virksomheder, som alle skal agere i en koordineret indsats for at opnå den nødvendige omstilling af vores forbrugs- og produktionsmønstre er det altafgørende, at myndighederne går forrest. Forskning viser, at hvis et bæredygtigt forbrug skal blive mainstream og ikke blot en niche for en mindre gruppe borgere, kræver det – foruden information:

• at man gør det attraktivt og ikke dyrt og besværligt at agere grønt,
• at man skaber den fornødne infrastruktur, således at forbrugeren kan vælge grønt,
• at man opbygger de fornødne institutioner,
• at man fører en konsistent politik på tværs af ressortområder og sidst men ikke mindst,
• at myndighederne tør gå forrest og vise vejen frem.

I mere konkrete termer betyder det til en start 1) ambitiøse, langsigtede og specifikke målsætninger, der skaber rammerne for borgere og virksomheder, 2) en massiv satsning på grønne offentlige indkøb, der viser vejen frem og skaber nye markeder for grønne produkter, 3) brug af regulering visse steder til at begrænse udvalget af særligt miljøskadelige valg samt 4) en radikal grøn skattereform, der prissætter ressourceforbrug og miljøpåvirkninger i langt højere grad end i dag.

Det ville være en god start på vejen mod en grøn økonomi.

Tak for din påpegning af det politisk kontroversielle i for alvor at tage fat på det bæredygtige forbrug.

Det stærke fokus på bæredygtig produktion skyldes helt klart, at det er nemt for de fleste at få øje på forretningspotentialet i renere og mere effektive produkter, mens det er svært at se det økonomiske perspektiv i et mindsket forbrug af materielle goder.

Hvis der skal skabes politisk opbakning til de virkemidler, du peger på, kræver det efter min mening:

1) At vi får klarlagt de økonomiske gevinster ved et mindsket materielt forbrug og/eller
2) At vi får ændret de økonomiske spilleregler, så de skaber incitament til et mindsket materielt forbrug.