Samarbejde er nøglen til grøn omstilling

Hvis vi skal undgå den lurende klimakatastrofe og skabe en global bæredygtig udvikling, skal vi mindske konkurrencen mellem lande, virksomheder og borgere, og i stedet blive meget bedre til at samarbejde med hinanden. Sådan lyder det centrale budskab i marketing-eksperten John Grants nye bog ”Co-opportunity – Join up for a sustainable, resilient, prosperous world”.

Grant mener ikke, vi kan vente på, at EU, USA eller Kina – eller Mærsk, General Motors eller IKEA – løser verdens miljøproblemer. Det er op til os alle sammen at skabe løsningerne, og det kræver en fælles kraftanstrengelse.

Det nødvendige skifte fra konkurrence til samarbejde handler ikke om at udskifte kapitalisme med kommunisme. Det handler i stedet om en helt ny samfundsmodel baseret på parallelt, ikke-hierarkisk samarbejde, hvor mange af de konkrete handlinger foregår på lokalt niveau. Bogen indeholder mange gode eksempler på denne type samarbejde, men påpeger også, at vi stadig er i de tidlige faser af omstillingen, og at det derfor ikke har opnået en kritisk masse endnu. Det skyldes bl.a. de fem ”flaskehalse” som hele bogen er struktureret efter.

1) Skabelse af et forandringsklima
I det repræsentative demokrati har vi overladt beslutningerne til nogle få politikere, men nu skal vi alle sammen involveres. Der er behov for fysiske og virtuelle fora, hvor folk kan mødes, forstå klimaudfordringen sammen og finde på deres egne planer, kompromisser og ideer. Det er også vigtigt, at vi ser hinanden reagere på klimakrisen. Ellers risikerer vi, at blive ramt af tilskuerapati: Når alle andre i rummet sidder stille, reagerer vi ikke på krisen.

Grant fremhæver Barack Obamas ”Yes we can”-kampagne som et godt eksempel på en kampagne, der formåede at involvere menigmand, bl.a. ved hjælp af sociale medier. Transition Town-bevægelsen, der startede i Totnes i Storbritannien, og i dag tæller mindst 400 byer – også i Danmark – er et andet godt eksempel på et succesfuldt involverende initiativ.

2) Omdirigering af vores drømme
Alt liv er baseret på vækst, og hvis bare verdensøkonomien havde som mål at levere flere tjenester til økosystemerne, end vi mennesker tager ud af dem, kunne den ikke vokse hurtigt nok. Den type vækst, vi har haft i de seneste 100 år er imidlertid ikke bæredygtig, og derfor er vi nødt til at ændre definitionen af fremskridt. Opfattelsen af ”det gode liv” baseret på individuelle forbrugsmuligheder skal tages op til revision, og efterspørgslen af brands, kampagner og bevægelser der gør noget godt for verden skal stimuleres.

Grant peger på flere forskellige ”dyrk din egen mad”-initiativer, som eksempler på noget, der kan flytte fokus fra det materielle forbrug til andre menneskelige behov, herunder naturoplevelser, fællesskab, leg og læring. Derudover peger han på NOKIAs ”Power of We”, som et program, der på forbilledlig vis inddrager bæredygtighedshensyn i virksomhedens aktiviteter.

3) Åbne og ansvarlige virksomheder
Den snævre passage mellem forbrugere og producenter er en barriere for bæredygtig udvikling. Vores mad produceres fx af millioner af bønder, og vi får kun glimt af, hvordan det egentlig foregår. Når det sker – som i det aktuelle mediefokus på, at en fjerdedel af de danske pattegrise dør inden fire uger – kan det transformere markeder. Større åbenhed omkring produktionsforholdene vil sætte forbrugerne i stand til at belønne miljøvenlige og etiske virksomheder gennem ”joycotting”.

Her glæder Grant sig over den amerikanske supermarkedskæde Walmarts planer om, at deres 100.000 leverandører bl.a. skal oplyse om deres produkternes miljøbelastning i hele produktets livscyklus, hvis de vil blive på hylderne. Disse oplysninger skal efterfølgende ind i en database, som ikke alene kan anvendes til at mærke produkterne, men fx også kan anvendes af NGOer i deres egne guides. Derudover peger han på fairtrademærket som et redskab, der synliggør produktionsmetoder og giver forbrugerne et valg.

4) Økonomisk modstandskraft
Grant mener, at den nuværende markedsmodel er drevet af spekulative investeringer, der gavner snævre interesser snarere end vores fælles velfærd. Dette kræver BNP-vækst for enhver pris og skaber klimaforandring, fattigdom og andre uønskede effekter. Alternativet er økonomiske systemer baseret på samarbejde såsom mikrolån, andelssystemer og lokale handelssystemer. Disse virker for det fælles bedste, men er også levedygtige i økonomisk forstand.

Grant fremhæver i den forbindelse Grameen Bank, Kiva og danske MYC4 som tilbyder mikrolån til små erhvervsdrivende i ulande. Derudover peger han på de amerikansk inspirerede ”Community Choice Aggregation”-ordninger (CCA), hvor lokalsamfund eller byer fx koordinerer deres indkøb af el. Denne pooling af købekraft har bl.a. været brugt til at kræve en øget andel af vedvarende energi til den samme pris. Endelig peger han på, at andelssystemet måske står overfor en genoplivning som en måde at sikre lokal beskæftigelse og udvikling på.

5) Produktion med rigelige frem for knappe ressourcer
Den sidste flaskehals er, at vores forretningsmodeller i dag typisk fokuserer på, hvor højt et investeringsafkast – også kaldet ROI (return on investment) – vi kan få ud af at finde eller kontrollere knappe ressourcer. Hvis vi i stedet flyttede fokus til velfærdsafkastet af ressourcer - som Grant kalder WROR (wellbeing return on ressources) - ville det fremme forretningsmodeller baseret på rigelige ressourcer til det fælles bedste.

Grant fremhæver middelalderens håndværkerlaug som et historisk eksempel selvregulerende netværk, der samarbejdede for det fælles bedste. Ikke helt ulig nutidens open source-bevægelse, der også hviler på ikke-hierarkisk samarbejde, selvorganisering, kvalitetskontrol og udnyttelse af den overflod af viden, der findes i den globale landsby.

Grant er en ukuelig optimist, som jeg bliver i godt humør af at læse. I ”Co-opportunity” peger han på et hav af overbevisende eksempler og forslag til, hvordan kreativt samarbejde kan bidrage til at løse mange af verdens sociale og miljømæssige problemer. Jeg er dog ikke overbevist om, at vi helt skal lade være med at konkurrere.

Det er jo grundlæggende menneskeligt at konkurrere om at være bedst i spil, i sport og i arbejdslivet. Konkurrence kan også skabe en positiv dynamik, hvis konkurrenceparametrene er de rigtige. Det er fx positivt, når virksomheder konkurrerer om at være mest ressourceeffektive – men det er selvfølgelig også godt, når de samarbejder om det. Som så meget andet her i livet, er det et spørgsmål om at finde den rette balance. Og Grant har i hvert fald overbevist mig om, at mere samarbejde er vejen frem.

Læs mere på John Grants blog