Ny standard for samfundsansvar på plads

Den internationale standard, ISO26000, har været undervej i mere end 5 år og indeholder afsnit om bl.a. forbruger-, menneske-, arbejdstagerrettigheder, og også miljøforhold. Standarden blev i fredags reelt vedtaget, men skal formelt gennem en ISO-afstemningsprocedure, så den vil først være officiel d. 1. december 2010. Standarden er frivillig og desværre ikke gratis, som indstillingen til ISO ellers har været for den 450 mand store arbejdsgruppe.

Især miljøafsnittet har været omdiskuteret, og det skal være sagt med det samme: der er tale om et kompromis. Et kompromis mellem de lande, der ønskede stramme og skrappe formuleringer om, hvad en organisation bør gøre for at leve op til sit samfundsmæssige ansvar, og de lande som ikke var klar til at tage de store miljømæssige skridt endnu.

Forsigtighedsprincippet (FP) har været meget kontroversielt, og i de første udkast var der lagt op til, at FP skulle være et af de gennemgående principper i standarden, men over årene er FP blevet reduceret til at være et princip, som alene forekommer i forbruger og miljøafsnittene. Og selve formuleringen af hvad FP har også været gennem en forvandling. De første tekster var meget vidtgående og gik videre end Rio-deklarationen, men i sidste ende er kompromisset endt med at være meget tæt på definitionen fra Rio, dog med en ekstra forklaring på ”cost-effective measures”, (en organisation skal ikke kun se på de kortsigtede interesser) hårdt tilkæmpet af miljø- og forbruger NGOer.

Derudover er der tre andre principper, der vejer tungt: ”forureneren betaler”, ”miljømæssig ansvarlighed” og ”miljømæssig risikostyring”. Disse skal søges opnået ved at organisationen bl.a. arbejder livscyklusorienteret, sikrer undervisning af arbejdere og brugere, har en bæredygtig indkøbspolitik mm.

Miljøafsnittet i standarden er delt op i 4 dele:

1) Begrænsning af forurening

2) Bæredygtigt brug af ressourcer

3) Klima

4) Beskyttelse og genoprettelse af naturen

Inden for hvert emne skal organisationen overveje konsekvenser af deres handlinger, vurdere og vælge de løsninger der har mindst mulig effekt på miljøet. Det indebærer bl.a. at man skal søge at undgåskadelig kemi, f.eks. kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer, og hvis man ikke kan undvære disse stoffer, så bør man mærke produkter, således at brugerne kan tage stilling til om de vil benytte produkter med skadelig kemi.

Organisationerne skal også arbejde med at nedsætte energiforbruget og søge at finde alternative energiformer, der kan bidrage til en mindre belastning af klimaet. Effektiv brug af vand er også en del af standarden, og så skal en samfundsansvarlig organisation også sikre at dens aktiviteter ikke går ud over biodiversiteten.

I standarden er der også lagt op til at organisationer, der bruger GMO og nanoteknologi, skal informere brugerne af deres produkter om det.

Vil det have en effekt?

ISO26000 er en frivillig standard og det er ikke muligt at blive certificeret i henhold til standarden. Allerede meget tidligt i processen blev det klart at en international definition på samfundsmæssigt ansvar ikke ville blive en realitet, hvis certificering var en del af det. Derfor er standarden frivillig.

Men standarden er en milepæl, forstået på den måde, at vi nu har en global definition på, hvad samfundsmæssigt ansvar er. Efter offentliggørelsen af standarden vil det ikke længere være muligt for organisationer at bryste sig med etisk ”green washing”, da de som minimum ville skulle leve op til ISO26000. Og standarden vil også danne basis for nationale certificerbare standarder, f.eks. DS26001, som er den danske standard for samfundsmæssigt ansvar og som er færdig til efteråret.

Jeg mener, at det vedtagelsen af en international standard vil have en positiv effekt på miljø og forbrugerforhold verden over. På sigt vil der også komme en international certificerbar standard, verden skal bare lige være klar til den først.