Øget kritik af CO2-kvoter og -kompensation

Netop nu er EU’s kvotesystem (ETS) under kraftig beskydning. Det skyldes is? at den ?omiske krise har f? CO2-udslippet - og dermed ogs??ien af CO2-kvoterne - til at falde kraftigt, uden at systemet n?ndigvis medf? en gr?mstilling hos de ca. 12.000 energitunge virksomheder (heraf ca. 400 danske), som er omfattet af systemet. Er systemet fup og fidus eller tv?imod et af de vigtigste virkemidler til at opn?en n?ndige CO2-reduktion?

ETS har siden 2005 gjort det muligt for forbrugere og virksomheder at købe og destruere CO2-kvoter for at kompensere for fx flyrejsens klimabelastning eller hjemmesidens energiforbrug. Men ifølge Information den 5. oktober, er der udbredt fortvivlelse over systemet. Det Økologiske Råd fraråder nu direkte køb af kvoter. Danmarks Naturfredningsforening er ved at afvikle sit eget salg af kvoter. Og DONG Energy overvejer sit salg fordi ”produktet er temmelig komplekst, og det betvivles af så mange”.

Kvoteloftet skal ned
I publikationen Klimavenlige løsninger peger Det Økologiske Råd på, ”at EU’s kvotemarked for øjeblikket svømmer over med ubrugte kvoter og ubrugte muligheder for at gennemføre CDM-projekter (klimaprojekter i øst- og ulande). Samtidig har virksomhederne ret til at overføre de ubrugte kvoter og CDM-projekter fra perioden 2008-12 til perioden 2013-2020. Derfor vil EU’s virksomheder, som er omfattet af kvotehandelsordningen, ikke føle behov for faktiske reduktioner før tidligst op mod 2020.”

Den britiske organisation Sandbag påpeger i en ny statusrapport om ETS, at det fastsatte kvoteloft er så meget højere end de faktiske udledninger fra det kriseramte erhvervsliv, at ”loftet er blevet en fælde, der garanterer højere udledninger i fremtiden snarere end at sikre reduktioner.” Sandbag mener - ligesom mange grønne organisationer i EU - at kvotesystemet i princippet er rigtigt tænkt, men advarer om, at det fuldstændigt kan miste sin berettigelse, hvis det ikke reformeres meget snart.

Et af de vigtigste tiltag vil være at hæve EU’s CO2-reduktionsmål i 2020 til 30 %, hvilket den danske regering omsider har besluttet sig for at kæmpe for i EU.  Dette vil ifølge Sandbag betyde, at 1,4 mia. CO2-kvoter må fjernes fra markedet, og det vil sandsynligvis udløse knaphed og prisstigninger på kvoterne. Derudover understreger Sandbag nødvendigheden af, at EU baserer kvoteloftet i den tredje fase (2013-2020) på virksomhedernes historiske udledninger i stedet for fordelingen af kvoter i fase to (2005-2012). Dette skal forhindre, at det hidtidige overskud af kvoter følger med over i den tredje fase.  

CO2-kompensation en tillidssag
Jeg har hidtil været skeptisk overfor CO2-kompensationsordninger, fordi de risikerer at fjerne fokus fra en reel grøn omstilling, hvor alle virksomheder og borgere ændrer sine egne produktions- og forbrugsmønstre med henblik på at nedbringe udslippet af drivhusgasser samt holde os inden for de øvrige grænseværdier for bæredygtig udvikling. Derudover er det mit indtryk, at kompensationsordningerne ofte bliver en lidt for nem genvej til at fortælle, at man som virksomhed gør noget godt for miljøet.

Den aktuelle kritik af EU’s kvotesystem har ikke gjort min skepsis mindre. Til gengæld har den åbnet mine øjne for, at kvotesystemet ikke er så tosset endda, hvis vi bare kan få udryddet ”børnesygdommene” i systemet.

Fordelen ved kvoterne er nemlig, at politikerne kan bestemme det acceptable CO2-udslip på et givent tidspunkt, mens markedet bestemmer den nemmeste og billigste måde at nå dertil. I modsætning til skatter og afgifter, hvor politikerne bestemmer prisen på CO2-udslippet, mens markedet bestemmer, hvor stort det i sidste ende bliver.

Hvis dette skal fungere, kræver det imidlertid tillid til, at EU’s politikere, også på langt sigt, lytter til anbefalingerne fra klimaeksperterne i fx IPCC og tør agere derefter. Første prøve på det kommer, når Europa-Kommissionen senere i år præsenterer sit forslag til, hvor mange kvoter, der skal afsættes ved auktion.

Lykkes det at få kvotesystemet på ret kurs, vil jeg være langt mere tilbøjelig til at investere i min første klimakvote. Jeg vil også være mere positiv overfor CO2-kompensation i virksomheder - hvis jeg vel at mærke har tillid til, at de gør hvad de kan for at reducere sit eget CO2-udslip.

Hvad mener du? Er CO2-kvoter penge ud af vinduet – og er klimakompensation det rene fup og fidus? Eller er det tværtimod et af EU’s vigtigste virkemidler til at nå en CO2-reduktion på mindst 30 % inden 2020?

Læs mere om EU's kvotesystem:

Energistyrelsens temaside om kvotehandelssystemet

Europa-Kommissionens temaside om kvotehandelssystemet

Et andet kritikpunkt af CO2 kvotesystemet (ud over at det ikke fører til den ønskede CO2 reduktion) er at ikke fører til adfærdsændringer hos borgere. Et grelt eksempel fra den virkelige verden er at kun 3 % af danske flyrejsende kompenserer for belastningen på miljøet. Måske kan en CO2 skat, i retning at den James Hansen foreslår skabe en mere enkel, fleksibel og forståelig vej til CO2 reduktion. Se mere på den amerikanske side www.carbontax.org.

Tak for tippet, Frederik.

Vi kan hurtigt blive enige om, at kvotesystemet ikke fungerer i dag - især hvis vi også tager CDM-projekterne med i vurderingen. Jeg er også enig i, at en CO2-skat - eller en afgift på fossile brændsler som foreslået af Klimakommissionen - kunne skabe et afgørende incitament for, at såvel borgere som virksomheder undlader at investere yderligere i fossil energi og i stedet begynder at investere klimavenligt.

Problemet med skatterne er, at det er svært at beregne, hvilket niveau de skal ligge på for at skabe den ønskede reduktion. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at de skal ligge på et meget højt niveau, hvis de skal skabe adfærdsændringer. 

Problemet med kvotesystemet er, at vi pt. har alt for mange kvoter, og det er for let at købe varm luft i CDM-projekter osv.

Spørgsmålet er, hvad der er mest operationelt og realistisk. At få kvotesystemet til at fungere efter hensigten eller at få en klimaskat, der virkelig kan mærkes?

Det ser unægteligt sort ud for kvotesystemet, hvis Informations bedrøvelige skildring af EU's handlingslammelse holder stik: Lange udsigter for skærpet klimamål i EU.

Jeg har skrevet en Politiken-analyse for CONCITO, hvor vi peger på fire områder, hvor der bør sættes ind, hvis EU's kvotesystem skal fungere effektivt:

1. Større krav til CDM-projekter
2. Et øget europæisk reduktionsmål og/eller
3. En mindstepris på CO2-kvoterne
4. Færre gratiskvoter til industrien.

Læs mere i analysen: EU's handel med CO2-kvoter er et gedemarked