|
Cykel
Udnyt Danmarks stærke cykelbrand
![]() En satsning på øget cykelturisme med afsæt i Danmarks stærke cykelbrand og konkrete forbedringer for cykelturisterne vil bidrage til at fastholde arbejdspladser i Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. I 2006 var turisterhvervets omsætning på 72,7 mia. kroner og erhvervet beskæftiger ca. 127.000 danskere. Desværre er turisterhvervet lige nu inde i en dyb krise. Antallet af overnatninger faldt med 8 % i 2009, og for udenlandske gæster har antallet været faldende siden 2004. Det vil sige, at vi ikke længere formår at gøre Danmark attraktiv for turister - både når det gælder om at fastholde de eksisterende turister og tiltrække nye turister. Omsætningen i erhvervet er faldet med ca. 2,4 mia. fra 2008 til 2009, hvilket betyder et tab på over 4000 arbejdspladser. Samtidig har Sverige, Tyskland og Storbritannien haft fremgang. Vi er altså ikke længere konkurrencedygtige i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. I sagens natur er det nu, der skal handles og lægges en plan for, hvordan denne negative udvikling stoppes – og det haster. Den gode nyhed er, at der faktisk ligger et enormt vækstpotentiale i specifikke turismeformer, blandt andet i cykelturisme. Konceptrejser er populære og dermed vejen frem i en handlingsplan for erhvervet. Erfaringer fra andre lande viser, at cykelturisme er yderst populær, og med det enorme potentiale dansk natur har, samt det faktum at vi allerede mange steder har et udbygget cykelrutenet i naturskønne omgivelser, giver det alt god grund til en satsning her. I Tyskland vokser cykelturismen med 10 % om året og beskæftiger 186.000 personer. I Danmark eksisterer cykelturisme næsten ikke. Den udgør kun 5 % af dansk turisme, hvilket er meget bemærkelsesværdigt for et land, der har måske et af verdens stærkeste cykelbrands. Økonomi og Erhvervsministeriet har lavet beregninger, der viser, at en arbejdsplads i turismeerhvervet udløser 1,3 arbejdspladser i andre erhverv. Dansk Cyklistforbund har beregnet, at en satsning på cykelturisme vil kunne skabe 6.000 nye jobs i Danmark. En satsning her vil altså ikke kun sikre mod yderligere tab af jobs i turismesektoreren og tilkoblede erhverv, men har potentiale til at kickstarte vækst og skabe nye arbejdspladser. Over en 5-10 årig periode kan det give en ekstra indtjening på op mod 8. mia. kroner (anslået af Dansk Cyklistforbund). Det stærke danske cykelbrand skal udnyttes gennem en satsning på at tiltrække cykelturister til Danmark. Det kræver naturligvis at en række initiativer igangsættes. Der bør bl.a. oprettes en cykel-besøgs-portal, som kan servicere cykelturisterne, og bistå med råd og vejledning, ligeledes skal der oprettes et velkomstcenter for cykelturister. Udarbejdelsen af nationale cykelkort samt temaspecifikke cykelruter, vil gøre det muligt at udbyde de populære konceptrejser. Bekvemmelighed og gode forhold er afgørende som tiltrækningskraft. Derfor kan man med fordel udarbejde en speciel togkøreplan i højsæsonen for cykelturister, hvor der indsættes ekstra vogne to gange dagligt på udvalgte strækninger til brug for cykler og cykelanhængere. Også cykelsikkerheden skal forbedres, og i den forbindelse vil det være relevant, at der udarbejdes et kort over missing links på cykelruterne - de såkaldte sorte huller, hvor ulykkesfrekvensen er høj. Danmark er verdenskendt for vores flittige brug af cyklen som transportmiddel. Ved at optimere forholdene for at benytte cyklen rekreativt kan man tiltrække både danske og udenlandske turister. Cykelturisme vil som et sammenhængende turistkoncept netop trække på noget af det vi allerede er kendt for – nemlig vores cykler og flittige brug af dem. Danmark har allerede et fantastisk cykelbrand. Derfor er det oplagt at markedsføre en turistform, som indeholder netop dette aspekt som Danmark allerede er verdenskendt for. Log ind for at svare! |
ECOPROFILE har 148 profiler. Med en personlig profil på Ecoprofile Danmark får du mulighed for at skrive egne indlæg og kommentere på andres, og du øger du din synlighed overfor andre grønne profiler. Du kan også oprette en profil for din virksomhed eller organisation med links, nyhedsfeeds, begivenheder mv.
|