Når det kikser for miljølovgivningen

Et moderne samfund kræver miljølovgivning og regulering. Det er for længst anerkendt af de danske virksomheder. Den samlede udformning af miljølovgivning er blevet til stykvis gennem forskellige nye love og målsætninger over de forgangne 40 år. Hver for sig som sagt ganske relevant. Men noget tyder på, at det der er brug for at se lovgivningen i sammenhæng og få gennemført en grundig revision.

Lad os tage et fiktivt, men ikke urealistisk eksempel. Hvad gør en virksomhed, når de får en ny stor ordre? Glæder sig. Hvad gør en virksomhed, når denne nye ordre kræver en udvidelse af virksomheden? Glæder sig. Og så går virksomheden i øvrigt straks i gang med at ansøge om byggetilladelse og miljøgodkendelse. Det er jo vigtigt at være i god tid, så virksomheden kan levere til sin nye store kunde om 1½ år som aftalt.

Men 1½ år efter må virksomheden erkende, at miljøgodkendelsen kun lige er kommet hus, at en VVM redegørelse først kan forventes om nogle måneder, at et vilkårskrav fra kommunen gør, at virksomheden nu er endt som en risikovirksomhed og afventer den nødvendige risikosagsbehandling. Og virksomheden kan stadig ikke tage det nye produktionsudstyr i brug og derfor ikke holde den aftalte tidsfrist for første levering til den nye kunde.
 
Fiktion eller virkelighed? Ovenstående kan lyde som en tænkt historie, men er kendsgerningen for de virksomheder, der tør binde an med opstart eller udvidelse af en produktion. Der er klart, at der skal en vurdering af miljøforholdene til, når en virksomhed ønsker at etablere sig eller udvide, hvor der skal tages hensyn til det omgivne miljø og de mennesker, der bor i nærheden. Men kan det gøres anderledes end i dag?
 
Det kan ikke være rigtigt, at virksomheder, der fuldt ud anerkender, at der skal tages vidtgående hensyn til miljøet, ikke reelt kan tage imod ordrer, der kræver ekspansion af virksomhedens faciliteter, fordi miljølovgivningen dybest ikke er indrettet til at håndtere sådanne ekspansioner.

DI lægger op til debat om dette og indbyder til en aktiv dialog med virksomheder, kommunale politikere og embedsmænd, Miljøstyrelsen, fagforeninger og lokale NGO’er. Der har allerede været gennemført 3 arrangementer rundt om i landet. 

Dialogen fortsætter i de kommende dage og uger:
 
Sydjylland: Uge 6, Onsdag den 9. februar kl 14.30-17.00
Århus: Uge 9, Onsdag den 2. marts kl 14.30-17.00
København: Uge 10, Onsdag den  9. marts kl 13.00-17.00
Næstved: Uge 12, Onsdag den 23. marts kl 14.30-17.00

Find programmet her.


 

Det er jo en uholdbar situation - det kan vi miljøorganisationer kun være enige i. Svaret er, at det koster, at holde et retssamfund kørende. Og når man har valgt, at kommuner og stat skal give miljøgodkendelser til virksomheder for at sikre natur, miljø og sundhed, så må man afsætte de fornødne midler til at det offentlige kan betjene virksomhederne på disse områder.

Vi er desværre godt på vej imod italienske tilstande i Danmark, hvor reglerne på mange områder ser rimelig gode ud, men hvor der slet ikke er ressourcer til at håndhæve dem. Skattestop og minimalstat er ved at undergrave vores velfærdsstat.

I den forbindelse er det tankevækkende, at vi aldrig har set dokumentation for, at en højere topskat er dårligere for virksomhederne end et skrantende velfærdssamfund. Faktisk husker jeg en undersøgelse et par år tilbage omkring konkurrenceevne, hvor Danmark lå helt i top, fordi vores velfærdssamfund skaber trygge rammer og dermed mulighed for tillid. Min mavefornemmelse siger mig, at de topledere, som går ekstra meget op i, om skatten er lav, så der er mere til dem selv, ikke er dem, som skaber innovation og vækst på den gode måde i Danmark. 

Men en sammenskrivning af kludetæppet af miljølovgivning er oplagt - og vi er jo i gang i forbindelse med implementeringen af det nye industri-emissions-direktiv, som sammenskriver syv direktiver og måske lige giver jordforureningsområdet en omgang også. Samtidig er der to udvalg i gang på spildevandsområdet. Alle steder sidder Danmarks Naturfredningsforening med om bordet for at sikre, at der ikke sker forringelser for miljø og natur undervejs.