|
 Forum for grøn omstilling |
|
|
Øvrig energi Økonomi
Mangel på strategiske metaller til grøn energi
 Foto: Nysted Havmøllepark
Mangel på tilgængelige metaller til nye generationer af vindmøller, elbiler og solceller risikerer at forværre udsigten til grøn energiomlægning i store dele af verden undtagen Kina. USA, EU og Japan risikerer nu at måtte væbne sig til høje priser og mangel på de eftertragtede metaller i op til 15 år. Strategiske metaller anvendes også i produktionen af effektive højteknologiske solceller, elbiler og vindmøller. Mange regeringer, internationale organisationer og foreninger kloden rundt er i disse år i fuld gang med planer for et grønt energiskift, hvor netop sol- og vindteknologier er afgørende ingredienser. Men global økonomisk vækst efter krisen, høje oliepriser og spirende interesse for grønne teknologier har fået verdenspriserne for strategiske metaller til at eksplodere med et prishop på 300 procent i 2010. Og med Kina i rollen som både altdominerende producent med over 95 % af den globale produktion og storforbruger, synes leverancerne af strategiske metaller på det globale marked at blive usikre i årene frem. For Kina handler det om at varetage egne interesser. Det kinesiske kommunistiske partis legitimitet afhænger mere og mere af evnen til at kunne sikre sin befolkning større materiel rigdom, en fremgang som ville kunne blive undermineret af stigende oliepriser og tilgængeligheden af kul, gas og andre ressourcer. For at stimulere vækst i den højteknologiske industri indenfor egne grænser, har Kina siden 2006 løbende nedsat eksportkvoten for strategiske metaller. Ifølge observatører vil den kinesiske grønne industri være vokset så meget allerede i 2012, at eksporten af strategiske metaller til resten af verden vil gå helt i stå. I starten af januar 2011 annoncerede den kinesiske minister for industri og informationsteknologi, at han er parat til at investere mere end 100 mia. yuan (ca. 82 mia. danske kr. ) over de næste 10 år i ny bilteknologi for ”at gøre Kina til verdens største producent af ny energi biler”. Planen er at den kinesiske produktion af el- og hybridbiler skal nå 1 mio. per år i 2015. Kina har endvidere annonceret, at landet i løbet af de to kommende femårsplaner vil opføre vindmøller svarende til 133 GW. Selv om strategiske metaller findes mange steder på kloden - foruden Kina også i USA, Canada, Grønland, Australien og Brasilien - er det kompliceret, tidskrævende, miljøbelastende og dyrt at drive kommerciel minedrift af metallerne. Selv med meget omfattende investeringer i de kommende år, vil det tage 5-15 år at bryde den kinesiske dominans på markedet og skabe robuste leverancer af metallerne. I det lys er det yderst overraskende, at det er vanskeligt at finde publikationer, rapporter, planer, strategier om grøn energiomlægning, som berører problematikken om ressourcemangel indenfor grøn energiteknologi. Et spørgsmål som unægtelig trænger sig på er, hvordan det er kommet så vidt? Succesfuld fiasko Indtil for få år siden var knaphed på strategiske metaller på markedet ikke værd at tale om. Billig kinesisk arbejdskraft og lempelige miljøkrav drev priserne på strategiske metaller ned fra lidt over 11.000 dollars per ton i 1990 til omkring 3.000 dollars per ton i 2006, og kineserne var mere end villige til at eksportere i stor stil. Så amerikanerne, som i 1970’erne og 80’erne havde stået for en stor del af den globale produktion i Mountain Pass minen i Californien, lukkede i 2002 ned for minen og sendte arbejderne hjem. Efter en række problematiske miljøsager med udledning af store mængder uran og thorium, var det også mageligt at produktionen blev flyttet langt væk fra miljøbevidste forbrugere. Men i en analyse fra den amerikanske geologiske undersøgelse USGS fra 2002 forudså man mange af de problemer, som har ramt markedet for strategiske metaller i dag. Allerede dengang forudså man at strategiske metaller ville være livsvigtige for udviklingen af en lang række højteknologiske produkter, som er vigtige for den amerikanske økonomi. En længerevarende mangel eller utilstrækkelig forsyning af strategiske metaller, forudså man, vil gennemtvinge forandringer i den måde det amerikanske samfund bruger teknologier på. En forklaring på det dramatiske skift i produktionen af de strategiske metaller er, at der er tale om en succesfuld fiasko for den vestlige forretningsmodel. Succesfuld, fordi man ved at sætte lid til markedskræfterne i reguleringen af kritisk efterspurgte metaller, sikrede sig de lavest mulige omkostninger for den vestlige industri med pæne vækstrater til følge. Fiasko, fordi man overhørte eksperters advarsler om de mulige konsekvenser, herunder for udviklingen af den hjemlige industri og arbejdspladser, såfremt man lukkede minerne. I en verden, hvor markedskræfterne sjældent er underlagt forhindringer eller statslig regulering og politiske målsætninger, ligger det ikke lige for med bæredygtig og langsigtet tankegang. Den praktiske effekt af en sådan økonomisk orden er kortsigtet udnyttelse af verdens ressourcer og ressourcekonflikter. Hidtil har erhvervsliv og institutioner i USA og Europa anset efterspørgslen af grøn teknologi og knowhow på det kinesiske marked som en fantastisk mulighed for et eksporteventyr. I stedet er større virksomheder og koncerner som er afhængige af strategiske metaller begyndt at flytte deres produktion til Kina. Det er utvivlsomt godt for Kina og forsøget på at slække på afhængigheden af fossile brændsler. Som verdens største udleder af CO2 og med en forventet fordobling af energiforbruget i 2030, er et grønt Kina også godt nyt for kloden. Men hvad en større flytning af europæiske energivirksomheder vil betyde for et grønt energiskift udenfor Kina, er straks vanskeligere at gisne om. Den udbredte manglende interesse for problematikken om strategiske metaller i planlægningen for grøn energiomlægning må også skyldes noget andet. Øjensynligt er der en udbredt tendens til at se på ressourceknaphed for råstoffer isoleret og uden skelen til hvordan knaphed på f.eks. olie og gas kan påvirke tilgængeligheden af andre ikke fornybare resurser. Den manglende sammenhæng fører til en undervurdering af problemernes omfang og opmærksomhed om, hvordan knaphed på et råstof kan skifte fra til råstof til et andet. Det kan måske forklare, at EU og en supermagt som USA er blevet overraskede over, at strategiske metaller er blevet en mangelvare. Tid til at hive sig op med håret Forskere har brugt kræfter på at beregne, hvor mange vindmøller og solpaneler og andre vedvarende energikilder, der skal til for at verdens energiforbrug i 2035 skulle være vedvarende. En af beregningerne viser, at der skulle opstilles i alt 3,8 millioner 5 MW møller og placeres 2,1 mia. solpaneler rundt omkring på kloden inden 2035. Der skal i dag anvendes ca. 200-300 kg neodymium til en 5 MW vindmølle (2010 tal for 3 MW), så det samlede resurseforbrug vil være mellem 700-1100 mio. ton i 2035 til vindmøllerne alene. De samlede tilbageværende globale reserver af neodymium er dog estimeret til 8 mio. ton, mens de samlede globale reserver af strategiske metaller er 900 mio. ton. Et lignende billede tegner sig for råstoffet indium, som med dagens forbrug til fladskærme og begyndende solcelleproduktion forventes at være opbrugt om blot 8 år. Og verdens platiniumforekomster vil være forsvundet om blot 15, år såfremt verdens 500 millioner biler blev installeret med brændselsceller. Så noget skal der gøres, såfremt en global grøn energiomlægning skal være mulig. Og det er her den aktuelle metalknaphed måske kan vise sig at blive noget man i fremtiden husker tilbage på som en god begivenhed. For risikoen for et stop for den kinesiske eksport af strategiske metaller har tvunget regeringer, institutioner og erhvervsliv i mange lande til at tage affære. I EU er der etableret et særligt forskningsprogram om strategiske metaller og en overvågning af knaphed på ressourcer. I USA har Kongressen vedtaget støtteordninger, så de store miner i Californien bliver genåbnet og den tilknyttede forædlingsindustri kan blive genopbygget. I Tyskland, Holland og Canada og hos dele af bilindustrien er der fokus på genanvendelse af de strategiske metaller i det der kaldes ”minen over jorden”. Og med en genanvendelsesrate på blot 1 % af det aktuelle forbrug af strategiske metaller må det siges at der er et stort potentiale. Overalt i verden forskes der nu på højtryk i at udvikle materialer som kan erstatte brugen af de strategiske metaller med billigere eller mere almindeligt forekommende råstoffer. Den der kommer først, får en fantastisk gevinst. Andre steder diskuterer man at gå tilbage til kendte, om end noget mindre effektive miljøteknologier. Kendere og forskere i international politik ser situationen som et muligt tegn på en ny verdensorden, hvor et nyt og selvsikkert Kina (og Indien) udfordrer den etablerede amerikanske dominans, som har eksisteret uafbrudt siden Anden Verdenskrig. En langt mindre stabil verdensorden vil med sin mangel på globalt samarbejde, stabilitet og hyppige konflikter om resurser og teknologi have stort potentiale til at forsinke en omstilling til en grøn, global energiproduktion. Det er det sidste, verden har brug for.
Det understreger jo, at vi i Europa må hurtigt i gang med at udvinde og genanvende disse sjældne metaller selv samt udvikle alternativer til brugen af dem. Men frem for alt understreger det, hvor afgørende det er, at vi får gang i omfattende effektiviseringer og adfærdsændringer i forhold til vores energiforbrug og materielle forbrug i øvrigt. Med andre ord: Øget energi- og ressourceeffektivitet er svaret, uanset hvad spørgsmålet er! Klima, forsyningssikkerhed, arbejdspladser, velfærd, komfort, naturbeskyttelse - you name it.
Igangsættelse af genbrugssystemer og udvikling af alternativer til strategiske metaller er dyrt, tager tid og er temmeligt absurd i lyset af at strategiske metaller (i dag) er almindeligt forekommende rundt omkring på kloden! Måske findes der billigere, mere sikre og bedre alternative, og måske gør der ikke. Det svarer til at man i en motorbåd midt ude på havet lykkeligt donerer sine årer og benzinreserver til en forbisejlende coaster fordi det er billigere og nemmere at sejle uden. Når så benzinen slipper op efter et døgn eller to, kan man så begynde at spekulere på, hvordan man kommer sikkert i land (der findes da sikre metoder, ikke!). Noget der er særlig tankevækkende er fraværet af problemstillingen om den aktuelle mangel på strategiske metaller og metallerne som en ikke-fornybare resurse til fornybar energi i nyere rapporter, planer og strategier om grøn energi. Og det selvom problemet hverken er nyt, særlig vanskeligt eller hemmeligt. Jeg kan ikke finde nogen god forklaring på at et så vigtigt strukturelt problem for grøn energi tilsyneladende "ikke findes" i en lang række rapporter fra så forskellige interesser som grønne tænketanke, NGO'er og regeringer rundt omkring på kloden. Måske er der nogen der har et bud på, hvilke helt særlige mekanismer må være på spil her?
Nu har DR's P1 klima og miljø taget sagen om de strategiske metaller op. Hør interview med Jørgen Horstmann fra det Internationale Energiagentur på: http://www.dr.dk/P1/klimaogmiljoe/Udsendelser/2011/03/20110302101549.htm Log ind for at svare! |
ECOPROFILE har 148 profiler. Med en personlig profil på Ecoprofile Danmark får du mulighed for at skrive egne indlæg og kommentere på andres, og du øger du din synlighed overfor andre grønne profiler. Du kan også oprette en profil for din virksomhed eller organisation med links, nyhedsfeeds, begivenheder mv.
|