Køb mindre, brug mere

Jeg har endelig fået læst bogen What’s mine is yours – the rise of collaborative consumption af Rachel Botsman og Roo Rogers, som jeg fik et anmeldereksemplar af for nogle måneder siden. Det er en utroligt inspirerende og opløftende bog med mange gode eksempler på, hvordan vi kan erstatte vores nuværende materielle overforbrug med et kollektivt forbrug, hvor vi bytter og deler ting med hinanden i stedet for at skulle eje og købe nyt hele tiden.

Markedspladsen for fremtidens kollektive forbrug er din vennekreds, arbejdsplads, nabolag eller internettet, og den dominerende valuta er tillid. Din status som kollektiv forbruger handler ikke om, hvor mange penge du har, men om, hvor troværdig du er.

Særligt i USA og Storbritannien er der i dag mange internetbaserede markedspladser, hvor folk lystigt låner, bytter og lejer ting af hinanden – lige fra dvd-film og boremaskiner til ferieboliger og køkkenhaver. I Danmark og de øvrige nordiske lande findes der også enkelte initiativer, der forsøger at sætte det kollektive forbrug i system, men de bliver slet ikke udnyttet i samme omfang som de engelske og amerikanske online-fællesskaber.

Hvorfor mon vi er så dårlige til kollektivt forbrug her i Norden: Kan det skyldes utilstrækkelig udvikling og markedsføring af online-værktøjerne, manglende tillid til vores medborgere, at vi kun kan finde ud af at dele via staten eller noget helt fjerde?

Uanset hvad svaret er, så er det noget, vi bør gøre noget ved. For lige meget hvor ressourceeffektiv, miljøvenlig og etisk produktionen af vores varer bliver, kommer vi ikke uden om, at et bæredygtigt forbrug i vores del af verden er ensbetydende med, at vi skal købe færre ting – og bruge dem mere.
     
Efter en interessant gennemgang af baggrunden for nutidens uholdbare hyperforbrug - som jeg ikke vil komme ind på her, da det er sjovere at kigge fremad - beskriver Botsman og Rogers det fremspirende kollektive forbrug med en masse gode eksempler opdelt i tre kategorier:

1)    Produkt-service systemer, som muliggør, at mange kan få gavn af det samme kommercielle produkt eller forlænger livet for produktet, fx delebiler, møntvaskerier, leje af tæpper og reparationer.

2)    Omfordelingsmarkeder, hvor sociale netværk muliggør distribution af produkter fra ejere der ikke længere har brug for dem, til ejere der har. Et par af de mest interessante eksempler er de amerikanske netværk Swap.com, hvor knap 2 millioner medlemmer bytter bøger, musik, film og spil og SnapGoods.com, hvor medlemmerne lejer eller låner alt fra iPads til motorsave af hinanden.  

3)    Kollektive livsformer, hvor borgere med fælles interesser slår sig sammen for at dele og udveksle mindre håndgribelige goder som tid, plads, færdigheder og penge. Et fascinerende og meget populært eksempel på dette, er det engelske Landshare, som i skrivende stund netop har passeret 60.000 medlemmer. Her kan jord- og haveejere, der ikke har tid, lyst eller lejlighed til at dyrke (al) sin jord dele den med folk, der gerne vil dyrke grøntsager, og typisk få en del af høsten som tak for lån.  

De fleste vellykkede systemer for kollektivt forbrug hviler ifølge forfatterne på fire grundlæggende principper:

1)    Kritisk masse: Jo flere der er med i systemet, desto større er chancen for, at finde de ting, du lige står og mangler. Derudover vil mange brugere ofte fungere som ambassadører for systemet og dermed bidrage til at gøre det socialt acceptabelt.

2)    Ubrugt potentiale: For at kunne forbruge ting kollektivt, skal de have et betydeligt ubrugt potentiale. Det gælder fx boremaskiner og andet værktøj, som i det meste af sin levetid blot venter på at blive brugt. Men det gælder også biler, cykler, bøger, film, tøj, legetøj, kameraer, musikinstrumenter, sportsudstyr, it-udstyr, møbler, et ledigt værelse og meget andet. Hvis disse produkters ubrugte potentiale gratis og nemt kan deles med andre, er der gode forudsætninger for kollektivt forbrug.     

3)    Tiltro til fællesskabet: Tro på at deltagerne i et selvregulerende netværk vil handle til det fælles bedste og at man ved at bidrage til fællesskabet kan få mere igen.

4)    Tillid mellem fremmede: De fleste typer af kollektivt forbrug kræver, at vi kan have en vis tiltro til fremmede mennesker. I nogle af de nævnte systemer klares dette gennem et avanceret ”omdømme-system”, med oplysninger om brugernes interesser, bekendtskabskreds, præferencer, rating af tidligere adfærd i netværket osv. Dermed fjernes en del af anonymiteten, og brugerne får mere tillidsvaluta, hvis de opfører sig ordentligt.


Illustration af de tre typer kollektivt forbrug og de fire grundlæggende principper lånt fra collaborativeconsumption.com

Kollektivt forbrug er et rigtig godt bud på fremtidens bæredygtige forbrug, og efter endt læsning af ”What’s mine is yours” satte jeg mig derfor for at gå på opdagelse på den danske kollektive markedsplads. Men det var lidt af en skuffelse.

Der findes ellers fine danske online-markedspladser såsom lej-eller-laan.dk, storskrald.dk og lokale versioner af det internationale freecycle.org. Men de bliver stort set ikke brugt, og er meget langt fra den kritiske masse, der kan give potentielle kollektive forbrugere et godt alternativ til at købe nyt.

I skrivende stund har Storskrald.dk meget få produkter på siden, lej-og-laan.dk har et begrænset udvalg af produkter fra professionelle udlejere og freecycle.org har blot 1000 brugere i sine tre danske afdelinger. Her kunne der måske godt være potentiale for yderligere udvikling og markedsføring.

Læs i ”What’s mine is yours”, hvordan det kan gøres - og giv gerne et praj, hvis der er nogle interessante fællesskaber for kollektivt forbrug, jeg har overset.

Helt i bevægelsens ånd giver jeg nu mit eksemplar af bogen videre til en ny læser, og det kunne jo passende blive til den første, som kommenterer dette indlæg!

Du kan følge bogens rejse på Collaborative Consumption’s booktracker, og hvis bogen tilfalder dig, må du meget gerne registrere den her med kodenavnet Ecoprofile.

God læselyst!

BBC News har en artikel om forretningspotentialet i kollektivt forbrug. Mange virksomheder indenfor kollektivt forbrug klarer sig rigtigt godt, og ifølge Rachel Botsman er iværksættere på dette område blevet venturekapitalisternes "darlings": How sharing could change the future of business.

PS: Mit eksemplar af "What's mine is yours" ligger stadig og venter på en ny læser.

Det lyder rigtig interessant, og det skuffer mig lidt, at der ikke rigtig er nogle fungerende fællesskaber omkring det i Danmark. Jeg har selv overvejet det en del siden det sidste indlæg her på bloggen om emnet. Jeg har tænkt på at starte med at prøve at få naboerne med på at deles om haveredskaber. Hvis det går, kunne jeg tænke mig at forsøge at udbrede det i den lille by, jeg bor i, gennem borgerforeningen eller lignende.

Herligt at indlægget har inspireret dig til at få gang i lidt kollektivt forbrug i dit lokalområde! Bogen er på vej til Aalborg...

Det med, at danskerne skulle være dårlige til kollektivt forbrug, tager jeg i mig igen. Jyllands-Posten skriver nemlig i dag, at danskerne køber brugt i stor stil.

Ifølge artiklen beløber handlen med brugte ting mellem private danskere sig i år til 95 mia. kr., ifølge et nyt estimat fra Den Blå Avis. Det er en stigning på 87 pct. på blot to år. Her er med andre ord et område, hvor danskerne er rigtigt gode til kollektivt forbrug.

Mens Den Blå Avis jubler over, at "genbrug er blevet en samfundstrend", er der dystre miner i Nordea, som påpeger, at det bestemt ikke er noget, der pynter på butikkernes omsætning og statens momsindtægter.

En ekspert i forbrugeradfærd vurderer, at tendensen hænger sammen med finanskrisen, men at hyggen ved at handle brugt også spiller ind. I artiklen Danskere er blevet genbrugsfreaks kobler en anden ekspert også trenden til en øget miljøbevisthed i befolkningen.

Lad os håbe at tendensen fortsætter, og at vi samtidig finder ud af at holde økonomien og beskæftigelsen kørende med noget andet end evig vækst i vores forbrug af nye ting og sager.

Politiken har i dag et stort tema om antiforbrug: Bonderøven er helt - Fetterlein er skurk.

Per Østergaard, der er forsker i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet er ikke begejstret for den nye forbrugertendens: "Jeg ser det som ethvert andet modefænomen. Antiforbrug handler om at udskille sig på en cool måde. Men den her trend skaber økonomiske problemer for landet."

Trendforsker Louise Byg Kongsholm ser også problemer: "Nu har det varet i 08, 09, 10 og 11, så efterhånden bliver det en indgroet vane ikke at bruge penge. Det bliver en sej kamp, at få folk varmet op til at bruge penge igen".

Man kunne også vælge at glæde sig over, at danskerne indleverede 85.000 ton affald mindre til genbrugspladserne i 2010 end i rekordåret 2007, og at den nye forbrugertendens måske ikke er et modepræget "antiforbrug" men et bevidst og vedholdende ansvarligt forbrug.

I stedet for at varme forbrugerne op til øget materielt forbrug, er der nok snarere behov for at varme dansk erhvervsliv op til at kunne tjene penge på et ansvarligt forbrug.

Jeg er fuldstændig enig i Michael Minters konklusion "I stedet for at varme forbrugerne op til øget materielt forbrug, er der nok snarere behov for at varme dansk erhvervsliv op til at kunne tjene penge på et ansvarligt forbrug".

Det giver efter min opfattelse ingen mening, at prøve at løse landets økonomiske problemer ved at appellere eller opfordre den danske befolkning til at købe flere varer og forbrugsgoder, som der ikke et reelt behov for. Dette vil kun føre til et unødvendigt overforbrug med unødvendige miljøbelastninger som følge heraf.

En af de bedste måder at få skabt gang i dansk erhvervsliv vil efter min opfattelse være at hæve ambitionsniveauet på det "grønne" område, hvilket kan gøres ved skærpede miljøkrav indenfor alle områder, eventuelt suppleret med finansielle støtteordninger, på samme måde som nogle visionære danske politikere efter oliekrisen i begyndelsen af 70'erne indså værdien af først at få skabt efterspørgsel efter vindmøller på det danske hjemmemarked, hvor vindmøllerne kunne testes og udvikles, hvilket senere førte til den såkaldte danske "vindmøllesucces", hvor Danmark blev førende i verden.

På samme måde kunne man prøve at skabe udvikling indenfor udnyttelsen solenergi (solceller og solvarmeanlæg mv), bølgekraft, biogasanlæg, geotermisk varme osv., så Danmark kunne tage en førerposition indenfor alle former for vedvarende energi, men det kræver politisk mod og handlekraft.

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy har trods massive nedskæringer efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001 forsøgt at holde dampen oppe.
 
Med den nye regerings ambitiøse klimapolitik, som anført i regeringsgrundlaget, kan det være at Folkecentret igen kan komme til at spille en vigtig rolle gennem forskning, udvikling og innovation indenfor vedvarende energiteknologier, jf nærmere under Folkecentrets formål ,
 
En af fordelene ved udnyttelsen af de vedvarende energikilder, som sol og vind, er at man kan skabe omsætning, tjene penge, nye arbejdspladser og virksomheder mv, på de teknologier, der skal til for at udnytte, opmagasinere, og omsætte energien, men ikke på selve energikilden.

Sol og vind findes stort set overalt på Jordkloden!

Nadja Pass har skrevet en god artikel om kollektivt forbrug på Kommunikationsforum, hvor hun giver en masse gode eksempler på danske initiativer: Din er min.